Pressemeddelse - 20.03 2003 

Bedre forhold for aktiehandel skal stoppe trist udvikling

 

"Udviklingen på det danske aktiemarked har igennem 2002 været alt andet end gunstig. KFX indekset faldt kraftigt i 2002, og de faldende kurser satte sine spor i form af et markant fald i omsætningen. Den kedelige tendens er fortsat i årets første måneder. Sammen med nogle strukturelle problemer står det danske aktiemarked dermed med en række odds imod sig, og vi må søge at skabe de mest optimale rammebetingelser", sagde Børsmæglerforeningens formand, direktør Niels Roth i sin beretning på foreningens generalforsamling torsdag.


"Den danske markedsplads er i en defensiv position. I forhold til mange andre aktiemarkeder er det danske aktiemarked lille i markedsværdi, ligesom omsætningsvolumen og -hastighed er mindre end på mange andre markeder. Fraværet af selskaber med stor markedsværdi, som netop typisk har stor omsætningshastighed, og de forholdsvis mange små selskaber med lille omsætning, gør det svært at tiltrække udenlandske investorer", påpegede Niels Roth, der tilføjede:

"Hertil kommer det forhold, at danske institutionelle investorer både har valgt generelt at bringe aktieandelen ned samt har anlagt en langsigtet spredningsstrategi med henblik på at nedbringe den danske del af aktieporteføljen."

"Det er derfor nødvendigt at sikre optimale rammebetingelser for markedspladsen. Hertil hører, at skattereglerne skal være simple og enkle, så de ikke skræmmer investorerne væk fra markedspladsen eller fører til uhensigtsmæssig adfærd. Det betyder afskaffelse af den skattefrie beholdningsgrænse på ca. 130.000 kr. og fjernelse af 3-årsreglen, som låser aktiebesiddelserne fast."

 

Børsmæglerforeningens formand efterlyste også en modernisering af de danske regler for de såkaldte hedge funds. Som reglerne er i dag, er det hverken muligt at investere i hedge funds eller etablere og markedsføre hedge funds i Danmark. Internationalt set tegner hedge funds sig i dag for en stigende del af aktiviteten på aktiemarkederne. Det gælder også på Københavns Fondsbørs, hvor omsætningsandelen vurderes til typisk at udgøre 10-15 % af børsens samlede volumen og i perioder helt op til 25 %.


"Helt overordnet er det vores vurdering, at hedge funds bidrager positivt til markedet ved at stimulere likviditeten og sikre en mere effektiv prissætning
af aktier, og der er efter vores opfattelse ingen argumenter for, at vi ikke herhjemme skal søge at tilpasse lovgivningen, så danske investorer kan få adgang til denne særlige aktivklasse", sagde Niels Roth

 

Henvendelse om denne pressemeddelelse kan ske til afdelingschef Søren Gade, Børsmæglerforeningen, telefon 3370 1090 eller formanden, adm. direktør Niels Roth, Carnegie, telefon 3288 0211.

Børsmæglerforeningen|Postbox 1003|Amaliegade 7|DK-1256 København K|T:3332 7411|F: 3332 9411|E: mail@dbmf.dk |Til Toppen af siden