Pressemeddelelse

  

Ny aktieomsætningsafgift en dårlig idé

 

Børsmæglerforeningen tager stærkt afstand fra Socialdemokratiets og Socialistisk Folkepartis forslag om genindførelse af en aktieomsætningsafgift.

 

Afgiften blev fjernet i 1999 - i øvrigt af SR-regeringen - i erkendelse af aktieomsætningsafgiftens skadelige effekter.

 

Først og fremmest vil en aktieomsætningsafgift i sagens natur mindske aktieomsætningen. Dette skader kursdannelsen på aktierne, øger virksomhedernes finansieringsomkostninger og hæmmer kapitalfremskaffelsen. Altså endnu mere pres på virksomhederne og beskæftigelsen.

 

Dernæst er de europæiske aktiemarkeder tæt forbundne. En ensidig genindførelse af aktieomsætningsafgiften vil gå imod udviklingen af integrerede kapitalmarkeder og sætte Danmark på Europakortet som et af de få lande, der har en aktieomsætningsafgift. Tiltaget vil være konkurrenceforvridende for danske borgere og virksomheder. Konsekvensen er, at aktieomsætningen flytter til udlandet.

 

En væsentlig del af byrden ved en aktieomsætningsafgift vil skulle betales af danske pensionsselskaber - og det vil i sidste ende ramme den enkelte pensionsopsparer.

 

Forslaget strider også imod ønsket om en folkelig aktiekultur. I forvejen beskattes aktionærers aktiegevinster (for frie midler) med 28/43 pct. (2010 satser) - og det er i forvejen højt sammenlignet med andre lande.

 

Afslutningsvis er Socialdemokratiets og Socialistisk Folkepartis forventede provenu på 4 mia. kr. ved en aktieomsætningsafgift på 0,25 pct. næppe realistisk - ikke mindst fordi skattegrundlaget vil glide til udlandet, hvor der ikke pålægges aktieomsætningsafgift.

For yderligere information kontakt underdirektør Søren Gade, 3370 1090, 3016 1090

Børsmæglerforeningen|Postbox 1003|Amaliegade 7|DK-1256 København K|T:3332 7411|F: 3332 9411|E: mail@dbmf.dk |Til Toppen af siden