Certificering af medarbejdere i Investment Banker, der er medlemmer af Den Danske Børsmæglerforening (Børsmæglerforeningen)
Pkt. 1.1.
Børsmæglerforeningens certificeringsordning har til formål at understøtte tilliden til Børsmæglerforeningens medlemmer og til værdipapirmarkedet generelt ced at bidrage til en sund udvikling i medlemsvirksomhederne. Certificeringen skal være med til at forankre den nødvendige viden og forståelse blandt medarbejderne, herunder sikre et betryggende kendskab til den børsretlige regulering samt øvrige relevante anbefalinger og regler på værdipapirhandelsområdet.
Certificeringen har baggrund i § 2 i Børsmæglerforeningens vedtægter.
Pkt. 2.1. Generelt
Foreningens medlemmer skal sikre sig, at medarbejdere, for at varetage deres funktion, har de nødvendige professionelle kvalifikationer.
Pkt. 2.2. Ansatte, der skal certificeres
Foreningens medlemmer skal sikre sig, at de i bilag 1 nævnte medarbejdere, som varetager funktioner, der indebærer, at de kan forpligte og/eller repræsentere selskabet i forhold til kunder og/eller andre værdipapirhandlere (både medlemmer af foreningen og andre værdipapirhandlere), er certificeret af foreningen i henhold til dette regelsæt.
Medlemsvirksomhederne kan ligeledes indstille andre medarbejdere til certificeringen end de i bilag 1 nævnte. Certificeringen kan gives efter bestået prøve, jf. kapitel 3 eller som dispensation, jf. kapitel 4.
Pkt. 3.1. Pensum
Pensumliste samt ændringer hertil skal godkendes af Børsmæglerforeningens compliance udvalg. Pensumlisten, der løbende opdateres, fremgår af bilag 2.
Pkt. 3.2. Ansvar
Børsmæglerforeningen er ansvarlig for certificeringen. Gennemførelse og administration af certificeringen sker gennem Finansrådets uddannelsesafdeling.
Pkt. 3.3. Administration af certificering
Finansrådets uddannelsesafdeling administrerer certificeringen, herunder afholdelse af prøver med henblik på opnåelse af certificering samt afholdelse af frivillige, kvalificerende kurser. Ligeledes er det Finansrådets uddannelsesafdeling, der udpeger lærer- og censorkorps. Udpegning af lærerkorps foregår i samråd med Børsmæglerforeningens compliance udvalg.
Pkt. 3.4. Indstilling til prøve
Enhver person som ansættes i en certificeringskrævende stilling i en medlemsvirksomhed, skal indstilles til prøve i Børsmæglerforeningen af medlemsvirksomheden senest 1 måned efter tiltrædelse til gennemførelse af prøve efter førstkommende kvalificerende kursus. I øvrigt henvises til dispensationsmulighed, jf. afsnit 4.2. Det er den enkelte medlemsvirksomhed der afgør, om den ansatte har en certificeringskrævende stilling og dermed skal oppebære en certificering. Tvivlstilfælde kan forelægges for Børsmæglerforeningen.
Pkt. 3.5. Prøve
Deltagerne i prøven skal demonstrere, at de har et godt kendskab til de regelsæt og anbefalinger, der er nævnt i bilag 2. Der skal tilbydes prøve løbende og mindst 2 gange om året. Prøven kan bestå af multiple choice opgaver i kombination med korte tekstspørgsmål og relevante cases. For hver gang prøven afholdes, skal der udarbejdes nye opgavesæt. Prøven tilbydes på dansk og efter behov på engelsk. Foreningen kan benytte ekstern bistand til at gennemføre kursus, certificering samt til at bedømme besvarelserne. En prøve evalueres som "bestået" eller "ikke bestået". Bedømmelsen skal foreligge senest 6 uger efter, at prøven er afholdt. Hvis en person, der er tilmeldt prøven, ikke møder frem, bedømmes prøven som “ikke bestået”, medmindre foreningen har modtaget en gyldig framelding senest dagen før, prøven afholdes. Det er personens eget ansvar at framelde sig inden fristens udløb. Forfald skal rapporteres skriftligt pr. e-mail til foreningen på mail@dbmf.dk. I særlige tilfælde kan foreningen acceptere en framelding efter fristens udløb. En person skal opnå bedømmelsen "bestået" inden for en 12 måneders periode for at være ansat i funktioner, der kræver certificering. Start på 12 måneders periode regnes fra dagen, hvor førstkommende kvalificerende kursus afholdes, jf. afsnit 3.4. En person, som ved en prøve har opnået bedømmelsen “ikke-bestået”, skal gå op igen til førstkommende prøve. En person kan dog højest indstilles til prøve 3 gange. Har en person været indstillet til prøve 3 gange og alle 3 gange opnået bedømmelsen "ikke bestået", kan den pågældende ikke opnå certificering, før betingelsen for fornyet indstilling er opfyldt. Fornyet indstilling til prøve med henblik på opnåelse af certificering kan tidligst ske efter en periode på 18 måneder, hvor personen har været ansat i funktioner, der ikke kræver certificering. Bedømmes prøven som “ikke bestået”, meddeles dette skriftligt direkte til den enkelte prøvedeltager. Det skal i denne meddelelse angives, at bedømmelsen kan påklages, jf. afsnit. 3.6. Bedømmes prøven som “bestået”, meddeles dette direkte til prøvedeltageren. I tillæg udstedes et certifikat som et bevis på, at vedkommende har bestået prøven. Den indleverede besvarelse opbevares fortroligt af foreningen i 12 uger efter afholdt prøve. Efter denne tid makuleres besvarelserne. Pkt. 3.6. Klage over prøven En prøvedeltager og/eller den medlemsvirksomhed, som har haft en eller flere prøvedeltagere, kan inden 3 uger efter at have modtaget meddelelsen om prøveresultatet klage til Finansrådets uddannelsesafdeling over bedømmelsen eller andre forhold i forbindelse med prøven.
Pkt. 4.1. Vilkår for tildeling og ophør
For at få certificering skal en medarbejder have gennemført en af foreningens afholdte prøver og fået bedømmelsen "bestået". Dette gælder ikke for medarbejdere, som i henhold til dispensationsbestemmelsen i pkt. 4.2. kan tildeles certificering uden prøve. Certificeringen ophører ved medarbejderens fratrædelse fra medlemmet. Ligeledes ophører certificeringen, såfremt en medarbejder i mere end 18 måneder ikke har været ansat i en certificeringskrævende funktion hos en medlemsvirksomhed. Ved opsigelse eller afsked skal medlemsvirksomheden meddele dette til foreningen. Det
samme gælder, når en certificeret medarbejder har været væk fra en certificeringskrævende stilling i mere end 18 måneder.
I tilfælde af, at en medarbejder tiltræder en anden certificeringskrævende stilling hos et medlem, kan der udstedes en ny certificering uden fornyet prøve. Anmodning om fornyet certificering uden prøve skal rettes til foreningen senest 18 måneder efter, at certificeringen er ophørt.
Pkt. 4.2. Dispensation for erfarne medarbejdere
Medarbejdere, der pr. 1. januar 2005 eller før denne dato var ansat i certificeringskrævende funktioner, og som ikke har været væk fra certificeringskrævende funktioner i mere end 18 måneder, kan opnå dispensation fra certificeringen.
Ligeledes kan medarbejdere, der kan fremvise en anerkendt certificering fra et andet europæisk land, og som ikke har været væk fra certificeringskrævende funktioner i mere end 18 måneder, opnå dispensation fra certificeringen. I hvilket omfang en certificering kan indstilles til at blive betragtet som en anerkendt certificering beror på en konkret vurdering i compliance udvalget, og afhænger først og fremmest af, at certificeringen har et passende indhold af den europæiske og/eller danske lovgivning på værdipapirhandelsområdet. Vurderingen er desuden betinget af, at ansøgeren indsender en veldokumenteret ansøgning til Børsmæglerforeningen. Anerkendte certificeringer er angivet i bilag 3. Det er Børsmæglerforeningens bestyrelse, som efter indstilling fra compliance udvalget, godkender hvilke certificeringer, der kan opnå status som anerkendt certificering.
Pkt. 5.1. Register
Foreningen skal føre et register over personer, som har tilmeldt sig prøven, og som har modtaget certificering. Der registreres følgende oplysninger om personer, der har meldt sig til prøven:
Der registreres følgende oplysninger om personer, der har modtaget certificeringen:
Pkt. 5.2. Gebyr
Børsmæglerforeningens bestyrelse fastsætter kursus- og materialeafgifter samt prøvegebyr.
Pkt. 6.1. Overgangsperiode
Medlemsvirksomhederne skal sørge for, at alle medarbejdere i certificeringskrævende stillinger
er blevet indstillet til prøve senest marts 2007. Medarbejdere, der er omfattet af
dispensationsbestemmelsen i pkt. 4.2, er undtaget herfra.
Pkt. 7.1.
Medlemsvirksomhederne skal udarbejde interne retningslinier, der som minimum indeholder:
Pkt. 8.1.
Nærværende regler om certificering kan ændres af Børsmæglerforeningens bestyrelse. Uddybende regler om den praktiske gennemførelse af certificeringen kan gives af foreningens compliance udvalg efter godkendelse af foreningens bestyrelse.
Bilag 1
Omfattede personer
Certificeringen omfatter personer inden for aktie- eller erhvervsobligationsområdet på engrosmarkedet, der er ansat som:
Bilag 2
Pensumliste
Værdipapirhandelsloven
Bilag 3
Anerkendte certificeringer
• SwedSecs Licensieringstestet (www.swedsec.se)