18. december 2008
Til
NASDAQ OMX
Att.: Allan Hvalsøe-Olsen
Børsmæglerforeningen har modtaget konsultationpapir fra NASDAQ OMX vedrørende tick size forøgelser på udvalgte danske aktier med høringsfrist den 22. december 2008. Foreningen har på sædvanlig vis indhentet medlemmernes synspunkter, som alle bakker op om dette høringssvar.
Indledningsvis henledes opmærksomheden på, at NASDAQ OMX i konsultationen peger på, at det skitserede forslag (der indebærer tick size forøgelser for alle aktier uden for C20) er fra Børsmæglerforeningen. Dette er imidlertid ikke helt korrekt, da foreningen netop har understreget i sit forslag (som er sendt til dig og Bjørn Sibbern den 16. september 2008), at de foreslåede tick size forøgelser alene bør omfatte Small- og Midcap-aktier og - tegningsretter og ikke også Largecap-aktier og - tegningsretter.
Foreningen finder således, at det udsendte forslag alene skal gælde for Small- og Midcap-aktier og - tegningsretter.
Hensigten med ændringerne er at skabe større risikovillighed og mere likviditet blandt de omfattede aktier. Grundlæggende indebærer en forøgelse af tick sizes, at der på den ene side kan være incitament til at handle mindre, da større tick sizes er ensbetydende med større kurshop, hvilket øger investorernes tabssandsynlighed og omkostninger. På den anden side er det branchens erfaringer (hvilket også er påvist teoretisk), at dybden (volumen) øges i markedet ved større tick sizes, da der er større risikovillighed blandt såvel investorer som mæglere. Særligt den øgede dybde er central, da det bliver lettere at "komme rundt i markedet", hvorved market impact reduceres. Dette indebærer et mere likvidt marked. Og netop et mere likvidt aktiemarked er der udtalt behov for - ikke mindst for Small- og Midcap-aktier.
Børsmæglerforeningen er enig i, at såfremt de øgede tick sizes ikke indebærer en øget dybde efter en rimelig periode (efter korrektion for den aktuelle markedssituation), så bør situationen gendrøftes med branchen. Drøftelserne kan resultere i, at tick sizes reduceres til det nuværende niveau.
Med venlig hilsen